«At føite ude mellem ungdom, jo det skulde
der ogsaa komme noget ud af, — og forlibthed
og sligt, — nei, lær at koge en grød, du — slige
fruentimmer, der lægger sin næse op i alting og
har meninger, uf, det byder mig imod — det gjør
det. Jeg «tænker» jeg, Sine, og mere end én
tanke behøves ikke i et hus,» og fru Mangors
rødviolette underlæbe veg ikke en linje. «Men
forresten, vil du have mere fornøielse, end mit
hus kan byde, saa gaa du—, gaa du—, jeg holder
saamæn ikke paa dig, det er flere af din sort — !»
«Nei, tante, jeg har det jo saa godt, — jeg er jo saa taknemmelig. »
«Jasaa, du kalder det taknemmelighed, bare ud og ud og ud vil du—.»
Det var ikke mange saadanne forsøg, Sine Filipsen havde gjort i aarenes løb, hun var for skræmt og ræd, og hvor skulde hun hen, hvis tante Mangor slog haanden af hende? Veninder havde hun ikke havt mange af, det var blot to eller tre opigjennem aarene, der ikke havde begaaet altfor mange vidtløftigheder i retning af for lovelser og sligt, der naadigst blev approberet af fru Mangor.
En gang havde hun virkelig ogsaa holdt et ungdomsselskab for sin fosterdatter. Tænk, et virkeligt selskab — men det var jo ogsaa noksaa længe siden. To og tyve aar sidst Mikæli, men Sine Filipsen maatte endnu takke, naar det kom paa bane.
«Tolv unge piger paa et bret, Sine, og
