Side:Som kvinder er.djvu/11

Denne siden er korrekturlest
7

hvisking og tisking om kjæresterier og mandfolk hele aftenen, jeg undres bare, jeg stod det over,» siger fru Mangor endnu den dag idag.

Sine var forresten hin aften for to og tyve aar siden den hele aften i kjøkkenet og kogte og anrettede, medens de tolv havde siddet rundt det store mahognibord i den bedste stue og spillet skjæbne om unge herrer!

Men efter hvert som Sine Filipsens jevnaldrende blev gifte og lykkelige, fik børn og saa glade ud, kom drømmene til Sine Filipsen.

Det var naturligvis om kjærlighed altsammen, bare kjærlighed, men af en forunderlig ulegemlig sort. Der fandtes end ikke det fjerneste spor af sanselighed indenfor Sine Filipsens flade, lille bryst. Trods at hun nu var oppe i firtiaarene, var Sines sind saa rent og uberørt som et barns.

«Jeg ved det jo ikke,» pleiede Sine Filipsen sige, naar et eller andet thema kom paa bane, som børn ikke netop maa høre, «men tante Mangor har jo fortalt mig noget af hvert, naar vi sidder saadan og arbeider om aftenerne, og verden er fæl, — jo, mændene maa være grusomme,» sagde Sine.

Sine Filipsen havde aldrig havt noget egteskabstilbud, aldrig havde nogen mand ønsket at holde hende i sine arme, aldrig havde hun kysset et eneste menneske. Uf da, nei, paa saadant tænkte Sine Filipsen ikke. Nei, det var mændenes stille ubesvarede kjærlighed, hun drømte om. For aldrig, aldrig vilde hun hengive sig til nogen