vandt fru Mangors bifald. Grunden til denne velvilje var først og fremst, at hun havde penge, mange penge, og dernæst, at det lod til, at hun ikke vilde gifte sig, men foretrak at holde hus for sin broder.
«Det er sjelden at finde et fornuftigt menneske nu for tiden,» sagde fru Mangor, «men jeg maa sige saa stort et ord, at Aagot Monsen har forstand.»
Sine gik i to dage og betænkte sig, før hun turde bede tante Mangor om lov at gaa en tur, men saa raabte skolelæreren en morgen fra sit vindu: «Det ser ud til, at løgen kommer pent op, frøken,» — saa kunde ikke Sine Filipsen mere, nu maatte hun have luft! For en saadan tilnærmelse havde vel aldrig nogen været ude for før.
Om hun fik lov til at gaa en liden tur, bare en liden stund, ned til Aagot?
«Nei, nu bliver du for svær, det er jo ikke otte dage siden, du spaserede, — men kan du være hjemme til klokken syv — du har tre kvarter at løbe paa — , saa gaa du, ingen skal sige, at jeg holder dig for strengt.»
Saa pilede Sine nedover til sin veninde og traf hende heldigvis. Aagot Monsen var en ferm, stor kvinde med et mandhaftigt væsen og en tryg maade at være paa, som pengenes rygstød giver. Sine Filipsen sad der, liden og graa med tindrende øine, og fortalte sin store historie.
«Det er noksaa rart», Sine Filipsen syntes i det hele taget, at alting var rart, «det er noksaa
