saa det. Handelsbetjent Ørums kjærlighed overvældede hende ganske, hun trængte ikke mere, Sine Filipsen, i de dage. Og hver dag var det noget, som hun nødvendigvis maatte til kjøbman den efter. Traf hun ikke Ørum, var hele den dag ganske sort uden et eneste lyspunkt.
Men en vakker dag var Ørum reist, ingen vidste hvorhen. Det sivede ud, at der havde været noget bedrageri med i spillet, men at kjøbmand Greve havde ladet naade gaa for ret.
Saa tomt det blev efter handelsbetjent Ørum! I lange tider drømte Sine om, at hun vilde se til at faa ham opspurgt og bede tante Mangor om penge og hjælpe ham, — hvorledes han vilde se ud, naar hun gav ham de pengene, — hvor glad han vilde blive, hun syntes hun hørte stemmen hans da! Men aldrig hørte hun et ord om ham mere.
Da Sine Filipsen kom op i trediveaarene, begyndte prestesværmeriet. Presten Berg var ugift. Naar han sagde: «Gud velsigne Dem,» og saa paa hende med de mørke hængende øinene sine, lagde det sig som et slør af deilighed rundt hele Sine Filipsens magre lille skikkelse. Aa Gud, for en mand!
Engang kom han gaaende fort efter hende paa gaden og sagde, at han netop havde gaaet og tænkt paa hende. Om hun ikke vilde deltage i en missionsforening?
Nei, de presterne, de er gode, — tænkte Sine, — det var en deilig mission, han tænkte paa;
