Da blev livet med engang saa underlig tomt og tørt. Intet at haabe og intet at længes efter. Slid ude og skjænd inde, og Sines liv lignede en ørken. Og Sine blev gammel, hul i kinderne og gul i huden, men selv saa hun det ikke. Hjertet var lige ungt og aabent som en blomst i en kjelder, der strækker sig efter det mindste solstreif, — saaledes strakte Sines sind sig efter kjærlighed.
Men varede de tomme, tørre tider for længe, blev Sine Filipsen bitter.
Livet kan være brydsomt nok, tænkte Sine, aa jo, det er noksaa rart, hvad er det, én gaar og slider for?
Men saa kom de barmhjertige drømme igjen og tog lille Sine Filipsen i sit skuffende favntag.
Fru Mangors brodersøn kom i huset for en tid, en ung kavalleriløitnant, bare livsmod, bare moro. Naar hans sporer klirrede gjennem gangen, og trappen knagede af hans hurtige skridt, bragte han som et stormveir af liv. Det var en tyk, blomstrende ung mand, der elskede denne verdens glæder, kvinder, vin og et godt bord, og han opdagede snart, at Sine Filipsens gunst var neglen til tante Mangors spisekammer. De faa stunder, han var hjemme, kredsede han om kjøkkenet og Sine som en flue om honning.
Og Sine laa øieblikkelig under; det var ikke den stille given-sig-hen i bløde stemninger, som pastoren bragte over hende, det var kavalleriløitnantens livsmod, der greb Sine Filipsen med sin
