Aa ja, det er noksaa rart, tænkte Sine.
Men hvem der i Sines tanker rent ud an greb hendes dyd, var gamle poslmester Grude. Tænk, han havde en aften ude i gangen kysset hende paa halsen. Paa halsen! Det var rædsomt, og dog ved siden deraf en liden, en bitte liden triumferende følelse. Nei, dette holdt Sine ikke ud at gaa med alene. Hun maatte meddele sig til nogen, — det var nok dem, der gjorde af hende ogsaa, jo, jo san, — til Aagot Monsen vilde hun endnu samme dag gaa ned og fortælle om postmester Grudes kys. Historien med skolelæreren var rent gaaet i glemmebogen, der var gaaet flere aar siden hin dag.
«Isch,» sagde Aagot Monsen, «den gamle, ækle postmester Grude, «der findes nu vel ikke den dame i byen, han ikke har forsøgt sig med. Pas dig for ham, Sine.»
Uf ja, det var grusomt, tænkte Sine. Den næste dag, da postmesteren kom, lukkede hun saa vidt gadedøren paa klem, at hendes næse kunde komme imellem. Det var noget af en hoverende følelse i dette at staa der og ikke vise sig en gang. Nu kunde han have det saa godt. Men da hun saa postmesterens ryg bortover havegangen, var det, som om noget af en skuffelse sneg sig over hende alligevel.
