Filipsen valgt den bedste del — at være til hjælp og hygge og staa paa pinde for dem, der havde penge i verden.
Og i begrebet «aktier» laa for fru Mangor hele tidens svindel og elendighed gjemt. Naar en af hendes bekjendte indlod sig paa aktier, tog fru Mangor hans borgerlige ære fra ham i en fart.
«Naa, saa ved vi, hvad vei det bærer med ham,» sagde fru Mangor i sin lænestol, «aktier og aktier og aktier,» — og fru Mangors underlæbe udtrykte en verden af haan.
Kunde der tænkes noget mere vanvittigt, end at folk spillede med aktier, som hun kaldte det, og naar del saa gik galt, kom de til hende, til Andrea Mangor, og bad hende hjælpe dem ud af den suppe?
For saadan gik det, hun havde seet det de utallige gange, skjøndt de maatte nu ogsaa engang lære, at stolede de paa hende, gik de feil i byen. Det gik endog til sine tider saavidt, at fru Mangor indbildte sig, at alle, der kom indenfor den hvidmalte havelaage, kom for at laane penge. Ja, gik nogen flere gange itræk forbi hendes hus, havde hun sine egne tanker derom.
«Sine, Sine,» fru Mangors dybe stemme gav gjenlyd i de store værelser, «kom hid og se, — hvorfor tror du han — den eller den — gaar og driver her udenfor idag. Nu er det tredje gang, han gaar opover, saasandt jeg hedder Andrea Mangor, gaar han ikke og spekulerer paa en dyst.»
