sentlige Opgaver at bekjæmpe den i begge dens Former og imod den at hævde en vis Anthropomorphisme, — hvad jeg allerede har gjort i den nævnte Afhandling —; men som beskikket Censor kan det ikke falde mig Andet ind end fuldstændig at respektere denne Theori i begge dens Former, og paa det Bestemteste fraraade ethvert Forsøg paa at undertrykke den. Den er vistnok en af Tidens Hovedspørgsmaal paa dette Gebet, og det maa efter min Formening tilregnes Dons som en videnskabelig Fortjeneste at have givet den en mere udviklet Form, hvor dens Væsen er blevet yderligere tydeliggjort.
Vi er hermed allerede inde paa det sidste Punkt, nemlig de fremførte Anker angaaende Forelæsningernes videnskabelige Karakter, og kan jeg, som sagt, heller ikke fra denne Side finde nogen Grund til, at deres Fortsættelse skulde forbydes. Formentlig er derved væsentlig tre Momenter at betragte og bedømme, nemlig den formelle Sammenhæng, Argumentationen og Resultaternes videnskabelige Gehalt, og naar Professor Monrad og jeg er meget uenige angaaende alle disse Punkter, da skulde jeg tro, at denne Uenighed ialfald for en meget væsentlig Del har sin Grund dels i, at Professor Monrad ikke hørte
