virkelige politiske Forbrydelser, vilde man vel neppe risikere, at den unionelle Domstol delte sig i to lige stærke Partier efter Medlemmernes Nationalitet.
Hvad endelig det rent parlamentariske Ansvar angaar, er det naturligvis overmaade let paa Papiret at opkonstruere Tilfælde, hvor en strengt gjennemfört Parlamentarisme ikke vilde kunne virke ligesaa automatisk lige overfor to Staters Fællesminister som lige overfor en enkelt Stats Ministre. Dette gjælder saaledes baade de österrigsk-ungarske Fælles ministre og de preussiske Ministre, som tillige er tysk Rigskansler eller tyske Statssekretærer. Men heldigvis har det praktiske Statsliv kun lidet at opvise af herfra stammende Vanskeligheder. Der foreligger da ingen Grund til at antage, at Vanskelighederne skulde blive större, hvis Sverige og Norge fik en fælles Udenrigsminister. Og de Vanskeligheder, der maatte opstaa, vilde i Virkeligheden ikke være andre end de, der allerede nu, om end kanske noget mere i det skjulte, er tilstede. Eller er der nogen som betvivler, at allerede nu den som fælles virkende Udenrigsminister staar i et vist Afhængighedsforhold til begge Rigers Nationalforsamlinger, og at en alvorlig og udbredt Misfornöielse med hans Embedsförsel fra det norske Storthings Side under givne Omstændigheder vilde kunne gjöre hans Stilling uholdbar? At en Forandring i Udenrigsministerembedet fra ikke blot at virke, men ogsaa at organiseres som en Fællesinstitution skulde rumme Farer for værre Konflikter end de, til hvilke Spiren allerede nu under et ugunstigt Sammenstöd af Omstændigheder vil kunne være tilstede, er det vanskeligt at forstaa. Naar Prof. H. i denne Forbindelse taler om »Höire» og »Venstre» og en eventuel fælles Udenrigsministers Stilling som Tilhænger af det ene eller det andet af disse Partier, er dertil at bemærke, at det vil være en fælles Udenrigsministers Opgave at staa saavidt muligt udenfor den indre Partipolitik, en Bestræbelse, som ogsaa spores i Lande med mere udpræget parlamentarisk Statsliv end det svenske og norske, men som naturligvis særlig maatte gjöre sig gjældende, hvor Udenrigsministeren skulde staa som Representant for to Staters fælles Udenrigspolitik.
Overhovedet paaligger — med Österrige-Ungarns Exempel for Öie — Bevisbyrden den, der paastaar, at Organisationen af et fælles Udenrigsministerium vilde stöde paa uovervindelige Vanskeligheder eller medföre væsentlige Ulemper. Prof. H. erklærer sig jo enig med mig i, at Delegationer ikke gjör synderligt hverken fra eller til. Volder ikke den unionelle Organisation af det österrigsk-ungarske Udenrigsministerium nu nogen væsentlig Ulempe, og leder den ikke nu til nogen ubehagelig Konflikt, vilde den heller ikke gjöre det, om man hjalp sig uden Delegationer. Heri maa den ærede Forfatter være enig med mig, naar han yder min Kritik af Delegationerne sin Anerkjendelse. Thi denne min Kritik var just en Kritik ikke af Delegationernes Brugbarhed som Led i en unionel Ordning, men af deres Nödvendighed for en saadan Ordning. Men er vi enige om, att det rimeligvis vilde gaa ligesaa fortræffeligt med det
