sammen om Udövelsen deraf, som hvor den enkelte Stat er alene derom.
Men at disse Indvendinger ikke danner nogen afgjörende Grund mod at söge Unionen reddet gjennem en unionel Organisation af Udenrigsstyrelsen, er selvsagt. Var de en afgjörende Grund derimod, vilde dermed Beviset være fört for, at en Statsforbindelse mellem suveræne og som saadanne ligestillede Stater enten var en Umulighed eller — da Österrige-Ungarn viser det modsatte — ialfald medförte saa store Ofre og Ulemper, at disse ikke opveiedes ved de Goder, som en saadan Forbindelse kunde skjænke.
At Ofrene og Ulemperne ved den af mig antydede unionelle Organisation af Udenrigsministerembedet skulde opveie Fordelene for begge Riger ved den svensk-norske Statsforbindelse, synes det mig umuligt at paastaa. Og særlig finder jeg ikke de af Prof. H. reiste Indvendinger af nogen særdeles stor Vægt.
Prof. H. anker over, at denne Organisation i min Artikel ikke tilstrækkelig er udfört i sine Detaljer, og opkaster en Række Spörgsmaal angaaende disse. Jeg skal herom bemærke, at det laa og ligger helt udenfor min Opgave at levere et bestemt formuleret Forslag til en unionel Reform. At fremsætte et saadant er ikke Enkeltmands Sag, og indlod man sig derpaa, vilde man risikere at skade istedetfor at fremme Sagen, idet de Feil og Ufuldkommenheder, der ved et Forslag istandbragt paa denne Maade ikke vilde være til at undgaa, istedetfor retfærdigen at lægges Forfatteren til Last, af mange vilde opfattes som nödvendigen klæbende ved Reformen selv.
Forövrigt forekommer de i min Artikel givne Omrids mig tydelige nok, til at man med nogenlunde Bestemthed kan opgjöre sig en Mening om Reformens Virkemaade, og de Tvivl, mine Antydninger har fremkaldt hos Prof. H., synes ialfald tildels kun lidet berettigede.
Hvor den ærede Forfatter saaledes spörger, om Udenrigsministeren »skall forvandlas till en norsk gemensam minister, mot hvilken Sveriges riksdag kanske aldrig kan göra ett röttsligt ansvar göllande», saa har jeg dog klart nok udtalt, at ifölge den Ordning, som jeg har betegnet som den efter min Mening fuldkomneste, Udenrigsministeren skulde kunne »sættes under Tiltale i hvert af Rigerne». Videre spörger den ærede Forfatter, om i Unionsdomstolen »den norska halfvans friande utslag skulle förtaga kraften af den svenska halfvans fällande utslag». Ja naturligvis, ganske som omvendt samtlige svenske Stemmers Votum for Frifindelse vilde hindre, at en svenskfödt Udenrigsminister blev straffedömt udelukkende ved norske Stemmer. Dette har jeg i min Artikel udtrykkelig udtalt, og det stemmer ganske med Ordningen i Österrige-Ungarn. Det har da heller aldrig faldt mig ind, at denne Side af Sagen skulde være egnet til i Sverige at vække nogen alvorlig Betænkelighed. Som politisk Magtmiddel pleier man jo nemlig i det moderne Statsliv ikke at tillægge Straffedomme nogen særdeles stor Betydning. Og gjaldt det
