2
Dér han stod bag paa Vognen gjennemlevet han atter igjen alle de smaa Ærgrelser, som bestandig styrtet over ham i en Sporvogn: Naturligvis var de fleste Siddepladse besat. Der var et lidet Rum ved Siden av den tykke Damen derhenne. Men saa maatte hun flytte sit besværlige Legeme. Og saa maatte hun flytte Kurven hun sad med. Og den lille Pige ved Siden af maatte flytte sig. Nei, saa vilde han heller bli staaende. Men hvorfor kjørte ikke Vognen videre straks? Først skulde Forgjængeren ind paa et Sidespor. Og Forgjængeren stod længe stille, fordi saa mange Passagerer slulde af og paa. En gammel Dame med Stok i Haanden banet sig under Smaaklynk frem fra det allerinderste af Vognen. Hun strævet fremover med Armene dirrende under den falmede Silkecape. Aa, — hvor det tog Tid, før hun stod nede paa Gaden, lidt rød og anstrængt, smilende forlegent om Undskyldning for Uleiligheden. Der stod hun midt i en dundrende Larm med sin fattige Gammelkrop og med sine forvirrede Tanker, som bragte hele Hovedet i Uorden. Det isgraa Haar flagret ned i hendes Øine, og Hatten gled skjævt. Men saa dukket et messingknappet bryst op ved hendes Side og en Politistav gik iveiret, blinkende som et Lyn, befalende som et Kommandoraab. Hestehoverne slog Gnister omkring hende, og det flammet blaaligt i Automobilernes rystende Bremser. Det var
