er det netop, som nu foreligger os; man maatte vælge — lad os sige det rent ud — det parliamentariske System eller en overmaade uheldig Tilstand, der vilde slutte med den stærkeste Magts Overtag; Kongedømmet vilde blive det prædominerende, i det Høieste omgjærdet med nogenlunde stærke Skranker.
Ingen, der virkelig kjender dette, kan fornægte, at Staten maa være een, at der maa være een Styrelse. Magten er i Virkeligheden aldrig delt; enten er den een, eller den er ikke tilstede; den kan for Øieblikket være splittet, saa at der indtræder en magtløs Tilstand, men i Tidernes Længde kan der aldrig være Tale om en delt Magt. Det kan staa i Lovparagrafer, at den skal være delt, men i Virkeligheden vil den ikke være det; den ene vil i Virkeligheden være den prædominerende, og de øvrige ere — enten de ville eller ikke — nødte til at følge den. Denne store Sandhed, — at Staten var en nødvendig Organisme, og at der maatte være Enhed og Kraft i dens Ledelse, — ledede til, at et af to maatte ske: enten maatte den monarkiske Styrelse underhaanden se til at faa Indflydelse paa Nationalforsamlingerne, som vare fremgaaede af Konstitutionsværkerne, eller ogsaa maatte Monarkens ansvarlige Ministre komme i Forsamlingen for der at blive paavirkede af Nationalforsamlingen, det er med andre Ord, Nationalforsamlingen kom i Virkeligheden til at styre Landet. Landets Styrelse blev et sandt Udtryk af de Meninger, der kom frem i Nationalforsamlingen. Jeg tager dette i det store og hele og ikke med Hensyn til enkelte Detailler.
Hvad nu det System angaar, at Regjeringen skulde søge ved alle Midler at virke paa Nationalforsamlingen, saa siger jeg, det er i høi Grad farligt og forkasteligt; — naturligvis sigter jeg her til Underhaandspaavirkning paa Repræsentanterne, Indflydelse paa Valgene og Forespeiling for Repræsentanterne, der have taget Sæde i Nationalforsamlingen, kort sagt, alle Midler, der kunne anvendes underhaanden; det virker for det første usikkert, især for en Styrelse, som vil gaa planmæssig frem, fordi en Nationalforsamlings Medlemmer ere vexlende, og der saaledes altid maatte gribes til forskjellige Midler, da ikke de samme slaa lige godt til paa alle og til alle Tider, og dernæst er det i høi Grad depraverende og maa til Slutning ende med, at den, som har størst Magtfylde, bliver den seirende; thi naar de offentlige Magtbegreber forvirres, og Nationen demoraliseres, er det Kanonerne, som faa Ret, og jeg behøver ikke at sige, hvem der nu er i Besiddelse af de Instrumenter.
