bind. Flateyjarbók tilhører det kongelige bibliotek i Kjøbenhavn, hvor den findes som nr. 1005 folio i den gamle kongelige samling.
III. «Eirspennil», et haandskrift fra anden halvdel av 14de aarhundrede, som indeholder forskjellige kongesagaer, utgit av C. R. Unger i «Konunga sögur, Sagaer om Sverre og hans Efterfølgere» (Christiania 1873).
IV. Skalholtsbók yngsta, et haandskrift fra det 15de aarhundrede, som indeholder de senere kongesagaer; det findes som nr. 8l a. folio i den Arnamagnæanske samling. Dette haandskrift, som indeholder Sverris saga, Boglunga sogur, Hákonar saga Hákonarsonar, er utgit av den Norske historiske Kildeskriftkommission ved A. Kjær (hefte 1—2; Kristiania 1910—1911).
Teksten i disse fire haandskrifter er, som ovenfor nævnt, ikke ganske likelydende. Den i Fornmannasögur b. VIII trykte tekst (nr. 327 i den Arnamagnæanske samling) og teksten i Flateyjarbók er gjennemgaaende den bedste og fuldstændigste, selv om de har nogen senere tillæg, f. eks. om skalden Maane (kap. 85). Teksten i Skalholtsbók er for Sverres saga den daarligste. Eirspennils tekst er noget forkortet; dette vedkommer dog mere teksten end indholdet. Nogen forskere (professor Halvdan Koht) mener, at teksten i Eirspennil er den oprindelige, og at de andre tekster er senere utvidelser av denne. Jeg kan ikke være enig i dette. Eirspennils tekst er ikke bare kortere end de andre, men den mangler flere ting, som findes i disse, og som oprindelig maa ha hørt til sagaen. Slikt finder en rundt om i sagaen. Saaledes fortælles (kap. 21—22) om Sverres tog til Oplandene i 1177. I Eirspennil heter det: «Sverre fór da tilbake til sine mænd. Da tok de Harald Gudbrandssøn. Han løste sig med 12 ører guld.» I den længere tekst heter det: «Efter dette fór kong Sverre til Hamarkaupang; der blev Harald Gudbrandssøn grepet. Han var kongens frænde, og mange bad, at han ikke maatte bli dræpt; han gjaldt kongen 12 ører guld.» Det er tydelig, at den længere tekst her er den bedste og oprindeligste. Mellem de høvdinger, som i 1185 reiste kuvlungenes nok, nævner den længere tekst (kap. 101) «Baard Sala Torbergssøn og Paal i Herdsla.» Eirspennil nævner bare «Baard Saala». Kap. 106 heter det i den længere tekst: «Vaaren efter (1187) fór Jon kuvlung anden gang nord til Nidaros med meget folk, og de laa ved Holmen (ɔ: Nidarholm) nogen nætter. Kong Sverre hadde om vinteren latt gjøre kraker (et slags palissader) hele den ytre vei langs sjøen og likeledes ovenfor byen. Det fór da ord mellem dem,og kong Sverre tilbød kuvlungene at strides med ham paa land og gav dem, om de vilde, lov til at gjøre landgang. Men det blev det ikke noget av. Kuvlungene fór tilbake til
