Kongesagaene i Heimskringla slutter med slaget paa Ré ved Tunsberg (januar 1177), hvor Øystein Møyla, høvdingen for birkebeinerne, faldt. Hovedkilden til Norges saga i den følgende menneskealder er Sverres saga, som fortæller om kong Sverres liv og gjerninger fra han blev født og til han døde. Den er i mange maater den merkeligste av vore gamle kongesagaer. Den staar som ingen andre av dem midt oppe i de hændelser, som den taler om. Første del av Sverres saga er skrevet, mens Sverre selv levde, og under tilsyn av ham; resten er blit til nogen aar efter Sverres død og grunder sig dels paa fortællinger av de mænd, som hadde tat del i Sverres strider, og dels paa skriftlige optegnelser, som vel for en stor del var gjort efter tilskyndelse av Sverre selv eller av hans nærmeste. Derved er Sverres saga blit mere livfuld og frisk end nogen av de andre av kongesagaene. Især kan den første del i mange maater jevnføres med de ypperste av senere tiders livserindringer.
Den første del av Sverres saga er skrevet av en islænding, abbed Karl Jonssøn i Tingeyre kloster i det nordvestlige Island. Men abbed Karl bare førte pennen; den virkelige forfatter er kong Sverre selv. Det heter i fortalen: «Og det er den første del av boken, som er skrevet efter den bok, som abbed Karl Jonssøn først skrev, men kong Sverre sat selv over ham og raadde for det, som skulde skrives.» Det er dette, at Sverre selv har hat del i sagaen, som gør den historisk saa værdifuld og literært saa livfuld og fængslende. Rundt om i sagaen merker vi Sverres lyse og klare aand, hans lune og vid, og mange steder - ikke bare i talerne - synes vi, at vi hører hans egne ord. Det ser ut, som om abbed Karl ofte bare har skrevet ned efter Sverres diktat.
Om abbed Karls liv og virke som sagaskriver vet vi ellers ikke stort. Han blev i 1169 viet til abbed i Tingeyre og har da neppe været født senere end omkring 1135. I 1181 traadte han fra som abbed og fòr fire aar efter til Norge;
