række dit hvor hun vil jei skal være — og i samme nu staar jei oprejst fremme i kanten af skoven, me staalspænt vilje, og stirrer, underli søvngjængeragti vaaken, ut over dalen hvor maarenen gryr. Og mei er det som gaar der et gys gjennem dalen da jei viser mit forbandede ansikt heroppe mellem træstammerne — og gjennem mei sell farer ossaa en isnende gru: det føles som vanhelli oprør mot naturen at jei er her. Men ingen gru kan holle mei tilbake: en forunderli overnaturli kraft er runnet inn i mit blo, smerten er me ét som strøket væk, hver muskel kjennes som af spænsti staal — frem vil jei bæres, det føler jei, uimotstaaeli frem til dit hvor hun vil jei skal være — ingen levende magt i verden vil kunne stanse mei før jei er fremme!
— og ned stiger jei i dalen, nedover gjennem den tætte skov, me søvngjængeragti sikre skritt, mens en græsseli spøkelse-gru isner min hud og kribler mei i haar-roten. Det er som om alting omkring mei stivner i rædsel ve mit komme, og dør hvor jei gaar frem; fulene opløfter angstfulle alarm-skrik: «her er han! her er han!» og flakser me vingerne for aa komme bort, men stivner og kan ikke; og længer fremme samler skoven alle sine kræfter og rykker imot mei for aa stanse mei. Men jei kan ikke stanses. Foran mei gaar der et kolt gifti forbandelsens pust som stivner og dræper al motstann før den rækker frem — og videre skrider jei me de søvngjængeragti sikre
