sex... Vera! Vera! tænk altid aa kunne gjøre din dejlie vilje — aa gud!...
— og igjen strømmer hele min ulykke inn over mei, jei drukner i tanken paa henne og hvordan i alverden det skal gaa altsammen, og i en syk nervøs døs vandrer jei nedover til Gravesen — herregud, det faar gaa som det kan... alt faar gaa som det kan...
Klokken er syv om aftenen. Langs lanne mellem Drøbak og Hvidtsteen stryker «Moss» utover fjoren, me aftensolen kikkende inn under soltelte om styrbord til mitt paa dæk, og ennu en hel del passagerer ombor. Paa sidebænken om bagbord, i skyggen, sitter Gaarder og jei me vore absinthglasser imellem os og stirrer inn imot lann...
— Dér! sier jei pludseli nervøst og peker forover, mens hjerte klemmer sei sykt sammen — det lille gule badehuse du ser derinne i bugten, ikke det der længer borte, men det som netop kom frem om pynten der naa — det er hennes! Og de husene deroppe, inni skoven, me det lille engstykke nedenfor sei — der er det hun bor. Ikke i det store hvite me façaden mot søen — det er bare kjøkken og barnekammer og pikekammer — men i det lille rømalte ve siden a som venner gavlen hit ut, dér er det hun holler til. Fortil, ut mot fjoren, ligger havestuen hvor hun plejer være om dagen — og bâk ligger hennes og søsterens to smaa sovekamre...
