ossaa byen derbâk mei, uten et menneske i sine par gater... Han kommer vel ikke tilbake igjen den mannen heller som jei endeli fant fat i heroppe og som skulle skaffe mei baatskyss til Drøbak — han er vel forsvunnet han ossaa!... hvorfor skulle han alene være levende her i denne døe byen?! — ja for den er dø! Og jei sell er jo ossaa dø her jei staar — alting er dødd bort, alting omkring mei og inni mei, alting!... ossaa er det lissom det altsammen er blet saa gult, saa guult!...
— Der kommer Vera og Bjørck, og Majken og Erik! sier pludseli Gaarder.
Jei hadde glemt han var her, hans stemme klinger for mei som en røst i ørkenen, og uvilkaarli ser jei bort paa ham —:
Rømusset og liten og runn og stærk sitter han der i brun ullskjorte og blaa buxer, den hvite styrmanns-luen paa hode, bortpaa hjørne af dampskibsbryggen, me benene dinglende utfor bryggekanten, og peker utover mot odden derute tilhøjre — hvor de ganske rigti kommer roende i den hvite sjægten. Erik ror, Vera og Majken sitter agter og «han» forut. De styrer tværsover Hvidtsteensbugten, sansynlivis agter de sei til Emmestad — men strax de opdager os herinne ror de inover mot os. De er alt kommen temmeli nær, saa nikker Vera til mei og peker bort paa den lille private badehusbryggen strax hennenfor — og jei nikker tilbake og gaar op omkring den store gule søboden og bortover stranden for aa komme derbort.
