— Saa reiser jei me derned, sier jei og springer
op — bloe flommer i mine aarer som vil de
sprænges — kan du laane mei et par kroner Schander?
— Det er alt hva jei har, men værsgo! her kommer vel altid noen som kan betale kafeen.
Jei stikker nervøst to-kronen i lommen —: tak! adjø.
— Go fornøjelse! sier han og nikker venli op til mei — og afsted skynner vi os, Erik og Fredrik og jei, mens Schander sitter alene igjen og stirrer blek hen for sei som før.
— — — Vi har passeret «Hesthagan» og gaar i gaasegang ned a en sti gjennem skoven i omtrentli retning af Bakkehuse. Fredrik forrest me en liten haannkoffert, Erik bâk ham, og jei sist. Aftensolen ligger som gull oppe i trætoppene over os, og inne i skovens tykning er det saa stille og svalt! — jei maa tænke paa den dagen da jei gik her me henne...
Hyss! sier pludseli Fredrik og stanser me løftet pekefinger — og vi blir staaende og lytte. Ganske tydeli hører vi saa to mennesker tale sammen et stykke tilhøjre borti skoven — og strax efter faar vi øje paa dem bortimellem træstammerne.
— Det er inføtte! hvisker Fredrik — de bør ikke se os komme til Bakkehuse, de kan sladre til faderen! la oss forsvinne før de faar kik paa os!
