— Vi faar da se aa række op naar vi først er
begynt! sier Majken — og de stiger videre op alle tre.
Saa griper jei Veras haann og blir sittende me den i begge mine og stirre ængsteli efter dem, til de ossaa blir borte der oppe i svingen.
— Tak for at Di er her! hvisker jei sagte og lægger sykt hode mit inn til hennes bryst — Di vét ikke Di, hvordan jei har det naar Di ikke er der... Ikke et øje har jei lukket i hele nat, bare ligget der fortvilet og stirret op i take og tænkt paa Dem — aah for en nat! Ossaa paa begge sider a mei disse onge sorgløse fyrene som ligger og sover omkap, den ene sunnere og bedre enn den andre — gud, jei hadet dem allesammen længe før det ble dag!... Og da vi saa var staat op og hadde badet og sat ve frokosten derinne i den blaamalte stuen — aa se disse tre fyrene sitte der rolie og lange i sei mât af alle kræfter, mens jei sat der me den første mâtbeten i halsen! Men da fòr jei ossaa ut a stuen, og op og ned, op og ned ble jei gaaende utenfor, mellem huse og det lille graa veskure, og vri mine hænder og stirre ut over bugten mot pynten derute efter Dem — intil jei endeli fik se den hvite sjægten Deres komme stikkende om odden. Da ble jei jo gla og alt vont var som strøket væk mens jei me bankende hjerte sprang ned paa bryggen for aa ta imot Dem. — Men saa kom Di jo ikke alene; og jei var jo heller ikke alene her — og da vi saa sat der alle sammen i én klomp
