som forsvarer altsaa af en stor sak, og jei fant mei derfor forpligtet til aa iagtta de advokatoriske hensyn til det yderste. Iaar er det anderledes, jei staar her væsentli kun for at defendere min egen person, og derfor saa kaster jei nu alle advokatoriske hensyn overbord og sier Dem rent ut, at uagtet jei her, højstærværdie herrer, soleklart har bevist Dem, at det er mei som har ret og denne hr. Sørenssen som har uret, saa tviler jei allikevel ikke et øjeblik paa at jei jo blir dømt. Jei skal sie hvorfor —:
Paa det tydeliste hadde min defensor ifjor paavist for Dem, at en opfatning af Krl. 8-1 og 3 hvorefter jei kunne dømmes, umuli lot sei forene me Grundlovens klare bud i dens § 100. Paa det tydeligste hadde han bevist det, og dermed altsaa godtgjort, at dømte Di, begik Di et grunlovsbrudd.
Di højstærværdie herrer, dømte allikevel idet Di sa: «Defensor har gjort regning uten kriminalloven.»
Ikke me et or forsøgte Di engang paa aa vise, at den opfatning af Krl. 8-1 og 3 hvorefter Di dømte, virkeli lot sei forene me Grl. § 100 - ikke me et eneste or! Deres svar paa defensors uigjendrivelie argumentation var taushet. Denne taushet kan jo for mei ikke andet enn staa som en inrømmelse. Jei maa jo tro at Di, højstærværdie herrer, i dette tilfælle fant Dem berettiget til aa sætte lov over grunnlov. Men naar gamle juridiske dommere gir sei til aa prakticere en saa juridisk umuli
