liden eller ingen Adgang til at gribe ind i andre Bispedømmers Anliggender, medens de enkelte Suffragan-Biskoper handler, som om de ikke havde nogen kirkelig Overordnet inden Landet.
Efter den kanoniske Ret skulde Biskopen vælges af sit Stifts Domkapitel. Denne kirkelige Ordning var imidlertid i Praxis ganske ophørt. Under sine finantsielle Forlegenheder havde Paverne taget Bispestolenes Besættelse ganske i sine Hænder, idet de „per provisionem“ selv udkaarede de vordende Biskoper. Men eftersom Pavemagten svækkedes, og Kongemagten hævede sig, fik denne efterhaanden en alt større og større Indflydelse paa Besættelsen af Landets Bispestole, og ligesaa afmægtige, som Domkapitlerne havde været ligeoverfor Paven, ligesaa svage og føielige viste de sig ligeoverfor Kongens Indgreb. Men hvordan nu end Valget var kommet istand, saa maatte det dog stadfæstes af Paven, en Stadfæstelse som dog kun var at faa for – Penge. De norske Bispestole var vistnok forholdsvis lavt taxerede af Kurien i Sammenligning med de store Bispesæder i Udlandet. Imidlertid var dog Summerne, der skulde udredes, ikke saa ganske ubetydelige, idet Nidaros var taxeret til 800 Gylden, Oslo til 500, Stavanger til 250, Hamar til 662⁄3 og Bergen til 331⁄3 Gylden. Men efterat Forbindelsen med Rom i Tiden lige før Reformationen paa det nærmeste var ophørt, fandt Kongen det lønnende at spille Pavens Rolle med Hensyn til Sanction af Bispevalg. I Aaret 1533 maatte saaledes den til Færøerne valgte Biskop Amund Olafssøn betale Fredrik den første 1000 Færøiske Gylden for at faa Kongemagten til at konfirmere Valget[1]. – Medens Suffragan-Biskoperne vistnok kunde indvies af en hvilkensomhelst anden Biskop, men dog ialmindelighed blev ordineret af Metropoli-
- ↑ Saml. til n. Folks Sprog og Hist. VI, 46.
