tanen i Throndhjem, maatte denne personlig indfinde sig i Rom for at modtage Pallium af Paven og blive ordineret af en eller anden høitstaaende Prælat. Til denne kostbare Roma-Reise fik Erkebispen dog Understøttelse i den „Pallie-Hjælp“, subsidium eller subventio palli, som han med pavelig Sanktion[1] lod opkræve inden hele sin Kirkeprovinds, og som bestod i Halvparten af alle Parochialkirkers Tiende[2].
Biskopernes kirkelige Pligter, hvis Udførelse var deres Rettighed, bestod i følgende:
1. at beskikke og ordinere alle underordnede Geistlige;
2. at indvie alle i Stiftet nyopførte Gudshuse og i det hele taget alle de kirkelige Redskaber, der ifølge katholsk Kirkeret krævede biskopelig Benediktion;
3. at føre Overopsynet med Kirkeregimentet i Stiftet, og 4. at konfirmere alle Døbte, efter som de kom til Sjels Aar og Alder.
Med Hensyn til dette sidste Punkt skal følgende bemærkes.
Ifølge Bestemmelserne i den gamle norske Lovgivning[3]) var det Biskopens Pligt aarlig eller til visse Tider at drage om i sit Stift paa Visitats; ved denne Leilighed havde da alle at møde frem, som behøvede Biskopens Tjeneste, specielt Konfirmation. Denne Handling, der var et af Kirkens 7 Sakramenter, ansaaes som et nødvendigt Supplement til Daaben, idet man troede, at den Helligaands 7 Naadegaver derigjennem meddeltes[4]. Men under de urolige Forholde i Tiden nærmest før Reformationen blev Udførelsen af denne Pligt vistnok meget forsømt, saa hele Generationer paa flere Steder døde uden at være blevne gjort delagtige i Konfirmationens Sakramente. Af Jens Nilsens Visitatsbøger erfarer man,
