Da de allerfleste Indtægter i hine Dage blev betalte in
natura, var det en Selvfølge, at Biskoperne for at realisere
sine Indkomster i Penge maatte drive en betydelig Handelsvirksomhed;
de var i Virkeligheden Landets allerstørste Forretninggmænd,
enten Talen er om indenlandsk eller udenlandsk
Handel. Mogens af Hamar havde i 1521 endog begyndt at
drive Bjergværksdrift efter Kobber oppe i Telemarken[1].
Hver af Norges 5 Biskoper havde i Nærheden af Domkirken sin Bisperesidents af Sten med Gavler og Taarne, en Fæstning i det Smaa[2]. Biskopen af Hamar havde desuden en Gaard i Oslo – den saakaldte Saxegaard – hvor han tog ind, naar han opholdt sig her under Rigsraadets Møder. Ligeledes havde Erkebispen en Gaard i Bergen, der laa paa den nuværende Nykirkes Tomt[3]. Olaf Engelbrigtsøn havde ogsaa ladet opføre Fæstningen Stenviksholm i Størdalen, ligesom han jo tilslut endog optraadte som en krigsførende Magt og paa en Gang udsendte sine Krigsmænd baade mod Bergen og Akershus.
I social Henseende er Biskoperne som Kirkens Repræsentanter Landets første Stand; de er selvskrevne Medlemmer af Rigets Raad, de har Forsæde foran Rigets høieste Adel, foran Landets ypperste Embedsmænd; under Thronledighed udøver Erkebispen som Raadets fornemste Medlem hele den kongelige Magt som Landets „ypperste Hoved“.
Ved Siden af Biskopen stod der et Kollegium af Geistlige, det saakaldte Domkapitel, hvis Medlemmer – Canonici, Kaniker – i Nidaros gik op til 24, men i de andre Stifter var 12 i Antal[4]. Domkapitlerne var i Katholicismens Blomstringstid mægtige Korporationer baade ved sin Rigdom og sin
