skjenkede til Kapitlerne. Endelig tilfaldt dem ikke saa faa Procenter af Domkirkens Indtægter, foruden hvad alle vakante Præbender kastede af sig.
I den Tid, hvormed vi beskjæftige os, er dog ikke Domkapitlerne, hvad de engang var. Efterat nemlig Kurien først havde svækket den biskoppelige Magt ligeoverfor Kapitlerne, havde den begyndt at gjøre Indgreb i disses Rettigheder; det varede da heller ikke længe, før den verdslige Magt her trofast gik i Pavens Fodspor. Istedetfor de tidligere kanoniske Valg saa man nu, hvorledes snart det norske Rigsraad, snart Unionskongen disponerede over norske Kanonikater, af hvilke endog nogle gives til danske Mænd, der nyder Indtægterne uden engang at have sat sin Fod inden Landets Grændser[1]. Man ser ikke synderlige Spor efter nogen Reaktion mod disse Vilkaarligheder; thi de norske Domkapitler bestaar af svage, servile Mænd uden nogensomhelst Selvstændighed. Det blev sagt i Samtiden om Archidiakonen i Bergen Geble Pedersen, at der var „aldeles intet mandigt Hjerte“ i ham; det samme gjælder alle norske Domherrer uden Undtagelse.
Hvad den lavere Geistlighed angaar, da var der i hvert Prestegjæld en Sogneprest, plebanus eller curatus, i de større Kald tillige en eller flere Geistlige, der nærmest svarer til Nutidens Residerende Kapellaner. Den Forskjel i Rang, som der var i tidligere Tider mellem Presterne ved Fylkes- og Herredskirkerne, er efterhaanden aldeles forsvunden: alle Prestegjælds Sogneprester ere hverandres Ligemænd. De ansættes og ordineres alle af sit Stifts Biskop og staar alle under hans Tilsyn. Hvad deres Embedsgjerning angaar, da ved jeg derom intet Særligt for vort Land at anmærke. Den i den norske Kirke tidligere udøvede Prædikant-Virksomhed er der
- ↑ D. N. III 1101. V, 1088. VI, 689. VII, 617. 582 og 583. VIII, 707. XI, 594. Rørdam, Kirkehist. Kildeskr. I, 465. Samlinger til n. F. Sprog og Historie V, 20.
