kirker. Den mindste af disse, St. Olafs Kirke paa Avaldsnes, der blev afstaaet til Kongen 1305, havde dog ikke længe efter kun 1 Prest[1]. Michaeiskirken paa Tønsberghus havde i 1317 foruden Provst 4 Chorsbrødre og 2 Diakoner[2]; men omkring 1391 var Kollegiet opløst og alle Præbender samlede paa en Haand[3]. Der var altsaa tilbage kun 2 kongelige Kapeller, hvis Kollegier – svarende til Stifternes Domkapitler – holdt sig lige til Reformationen, nemlig Apostelkirken i Bergen og Mariakirken i Oslo. Hvormange Chorsbrødre der var ved Apostelkirken, vides ikke, men ved Mariakirken i Oslo var ved Slutningen af 15de Aarhundrede foruden Provsten 6 Kaniker og 6 Vikarer eller Chorpræster, der førte fælles Bordhold vexlende 1 Aar hos hver af de 6 Kaniker[4]. Mariakirken var vistnok den rigest doterede af alle 14 kongelige Kapeller, og Provsten, der havde sin egen Embedsbolig lige ved Kirken[5], sad inde med betydelige Indtægter af sit Provsti, foruden at han som Kantsler altid var forlenet med Follo og Mossedal[6].
I Tiden før Reformationen er den almindelige Opløsning af alle Forhold ogsaa trængt ind paa dette Omraade. Til Provst ved Apostelkirken i Bergen havde Kongen indsat en Dansk Mand, der vistnok havde Brug for Provstiets Indkomster, men som ikke bekymrede sig noget om den kirkelige Tjeneste. Gudstjenesten var da ogsaa bleven ganske indstillet, den skjønne Apostelkirke nedbrudt, dens rige Klenodier
- ↑ Lange, Klosterhistorie, Pag. 375.
- ↑ D. N. III 107, Keyser II, 121.
- ↑ Lange, Klosterhist., Pag. 399.
- ↑ Lange, Klosterhist. Pag. 399. Erkebisknp Gautes Brev til Aabo Domkapitel trykt i Arwidsons Handlingar Bd. I, 132.
- ↑ Aarsberetning fra Foreningen for norske Fortidsmindesmærkers Opbevaring for Aaret 1879.
- ↑ Rigsregistr. I, 90.
