førte ned til Danmark[1], og dens Gods givet Fru Inger af Østeraat i Forlening[2].
Fra Baahuslen til det Throndhjemske var Norge oversaaet med Klostre af forskjellige Ordener.
Af Landets 30 Klostre tilhørte 6 Augustiner-Ordenen (Helgeseter, Rein, Jonskirken, Halsnø, Utstein og Kastelle), 6 Franciskaner-Ordenen (Klostre i Nidaros, Bergen, Tønsberg, Oslo, Konghelle og Marstrand), 5 Benediktiner-Ordenen (Holm, Bakke, Selje, Nonneseter i Oslo og Gimsø), 4 Dominikaner-Ordenen (Klostre i Nidaros, Bergen, Oslo og Hamar); 3 Klostre indehavdes af Cisterciensere (Tautra, Lyse og Hovedø), 2 at Antons-Munke, (Nonneseter i Bergen, Antons-Kloster i Hamar), 2 af Præmonstratensere (Olafs-Klostret i Tønsberg og Mariskog i Dragsmark), 1 af Johanittere (Værne) og 1 af Birgittinere (Munkeliv).
Den Indflydelse paa Folkets Liv, som Klostrene engang havde ogsaa i vort Land, er forlængst forbi. Specielt bemærkes, at den Prædikantvirksomhed rundt i Bygderne, som Dominikanerne og Franciskanerne engang udøvede, og som ikke saa lidet minder om Nutidens Lægmandsprædiken, ganske er forstummet. Det eneste Spor, jeg har fundet af nogen udadtrædende geistlig Virksomhed fra Klostrenes Side mod Slutningen af Katholicismen, er at en Franciskaner-Munk fra Bergen, Broder Mathis, forrettede som Kapellan paa Makur i Finmarken. Men denne Broder Mathis omtales just ikke for sine Dyders Skyld; thi anden Juledag 1530 kom han i Klammeri med en Hovmand – Skriver – og slog denne uden videre ihjel[3].
Det almindelige Forfald havde vistnok naaet sit Høidepunkt inden Klostrenes Verden, i særlig Grad dog maaske i
