det norden- og vestenfjeldske. Der klages over Utugtssynder baade blandt Munke og Nonner[1], ligesom der ogsaa lyder Klager over Efterladenhed med Hensyn til Tjenesterne i Klosterkirkerne[2]. Mellem Abbeden i Utstein og Biskopen af Stavanger havde der raset en voldsom Strid, der geraadede begge disse to Herrer til lige liden Ære[3]. Tauterøens Kloster var i en fuldstændig Opløsningstilstand. Abbeden Mathias Henriksen „kaldte sine Brødre Lutherianer, Tjuver, Kjættere og Guds Forrædere, og de gjør ham det samme igjen“[4]. – Hvad der interesserede Samtiden mest betræffende Klostrene, det var den Mængde Jordegods og anden Herlighed, som de sad inde med. Er det saa, at den katholske Kirkes Historie i Norge for en stor Del er det norske Jordegods Historie, saa finder dette ikke sin mindste Anvendelse paa Klostrene. Munkeliv besad over 400 Gaarde, Hovedøen over 500, Rein over 200 – solgt i 1660 for 38,000 Rdl., – Nonneseter i Bergen 272 Gaarde. Bakke Jordegods blev i 1660 solgt for 29,000, Lyse Klostergods, der endnu er samlet, gaar op til over 971 Skylddaler. Efter denne Klostrenes store Rigdom var det mere end et graadigt Øie, der speidede, og endnu medens Katholicismen er den herskende Religion, har Ørnene begyndt at samle sig om Aadselet.
Allerede i 1519 var Dragsmark i verdslige Hænder; i 1528 bemægtiger Vincent Lunge sig Nonneseter i Bergen samt alle det nedbrændte Dominikaner-Klosters Herligheder, medens Gimsø overdroges til Iver Jensen Jernskjæg. Det følgende Aar (1529) forlener Fredrik I Jørgen Stenssøn med Kastelle, to Aar senere overdrages Munkeliv i Bergen til Biskop Olaf Torkelsøn som Vederlag for den nedrevne Domkirke og Bispegaard, medens Nils
