studerende Geistlige bestemt Bolig, Regentia Olavi, der dog i 1529 paa Grund af Tidernes Pinagtighed var i faldefærdig Tilstand[1].
Betragter maa den sidste Generation af katholske Geistlige i Forhold til det Religiøse, saa maa nok den allerstørste Del af dem betegnes som geistlige Haandværkere. Af Karakter ere de allerfleste kun svage Mænd uden nogen dybere personlig Overbevisning. Den mest fremtrædende ikke blot hvad Embede, men ogsaa hvad Personlighed angaar er Norges sidste Erkebiskop: det er under hele denne Tids Ynkelighed en Lise at se en Mand, der heller rømmer Landet end svigter sin Tro. Men nogen Handledygtighed er han ikke udrustet med: vægelsindet, perfid, til sine Tider grusom, til andre Tider svag maatte han ubønhørlig ligge under for sine Modstandere. Mogens af Hamar synes at have været en vistnok svag, men dog paa sin Vis en nidkjær Mand, hvem det geraader til Ære, at man ved Reformationens Indførelse fandt ham saavidt farlig, at man lod ham transportere ud af Landet. Hoskold af Stavanger optræder som en svag, timid og uduelig Mand. Olaf af Bergen danner Toppunktet af hin Tids geistlige Vanmagt. Uduelig og gjerrig, plaget paa alle mulige Maader af sine Modstandere, fortrædiget ved al den „Skjændsel, den hellige Kirke lider ds „siceta Lutherana“, bøiet af „Verdens Vedermøde, Sorg og Overvold“ rømmer han tilsidst fra sin Residents-Stad, indtil den barmhjertige Død endelig gjør Ende paa hans sørgelige Tilværelse i 1535. Hans Reff af Oslo er en baade velmenende og i visse Henseender en dygtig Mand, dog mere Jurist end Theolog. Opdraget blandt Kanonisterne i Paris og vel forfaren i Samtidens just ikke altid ærlige Statskunst, er han uden nogen dybere Overbevisning altid den snarraadige, smidige Opportunist,
- ↑ D. N. XI, 518.
