der ikke kjender nogen anden Gud end sine Helgener[1]; men for det Hellige er der dog en dyb Ærbødighed. Denne oparbeidede Sum af ureflekteret religiøs Respekt for Kirke og Kristendom tager da Folket med sig over i det lutherske Tidsrum, paa samme Tid som man ogsaa bringer med sig al moralsk Forkommethed, al sædelig Jammer.
I denne Sammenhæng skal jeg søge at give et Billede af Berøringspunkterne mellem den Enkelte og den katholske Kirke.
Naar Barnet er født til Verden, skal det bringes til „næmeste Prest“ for at døbes. Fadderne overtage da Forpligtelsen til at oplære Barnet i Børnelærdommen, medens Forældrene skal sørge for dets legemlige Liv. Før Daaben maa Fadderne, for at vise at de har Evne til at opfylde sine Forpligtelser i saa Henseende, paa Latin recitere Troesbekjendelsen, Fadervor og Ave Maria, disse 3 Hovedstykker, hvoraf den katholske Børnelærdom ved denne Tid bestaar[2]. I en Alder mellem 7–15 Aar[2] møder den Døbte for sin Sogneprest til det første Skriftemaal og den første Altergang; disse hellige Handlinger maa senere gjentages mindst en Gang om Aaret, Skriftemaalet i Fasten, Altergangen i Paasken[3]. Ved Skriftemaalet skal man ikke blot bekjende sin Synd, men ogsaa lægge for Dagen, at man kan udenad paa Latin de 3 Hovedstykker i Børnelærdommen. Voxen møder man frem, naar Biskopen indfinder sig i Prestegjældet paa Visitats, for at konfirmeres; Konfirmationsbaandet bindes om Hovedet, og Biskopen gjør Korsets Tegn paa Panden med sin i den hellige Olie dyppede Finger. Er man kommen saa langt frem, at man skal gifte sig, saa maa der først ske Trolovelse eller Haandfæstning, idet man i Vidners Overvær tager sin Brud i Haanden og siger: vi skulle indgaa Ægteskab efter
