Guds Lov og de hellige Fædres Indstiftelse. Derpaa lyses til Ægteskab tre Søndage i Rad af Presten. Viser det sig da, at der ikke er nogen før ukjendt Hindring for den paatænkte ægteskabelige Forbindelse, f. Ex. for nært Slægtskab o. s. v., saa vies Brudgom og Brud sammen som Ægtefolk[1]. Efter at have fæstet Bo som Jordbruger faar man Livet fremigjennem meget med Kirken at bestille, selv om man ikke er en af Kirkens Landbønder. Man skal hvert Aar give Tiende af Alt, hvad man avler paa Gaarden, fisker i Vandet, jager i Skoven eller fortjener ved Handel[2]. Man skal deltage med de andre Sognemænd i Kirkers Opførelse og Vedligeholdelse[3]. Man skal transportere Korsbud angaaende Faste- og Helligdage til sin nærmeste Nabo[4]. Og som man har at helligholde Søndagene og Aarets mange Helligdage[5], saa har man ogsaa til visse Tider at give Almisser, der troedes at udslukke Synden saaledes som Vand slukker Ild[6] Fremdeles havde man at fremmøde med sin Hest for at skydse Biskopen under dennes Visitationsreiser, ligesom man sammen med alle Mænd og Kvinder, som eiede en Formue af 3 Mark, aarlig havde at betale 1 Penning i Ruma-Skat[7].
Det kunde imidlertid let hænde, at man ogsaa paa andre Maader fik noget med Kirken at skaffe. I Tilfælde af Synder og Forseelser var Kirken den strænge Tugtemesterske, der vidste at ramme Folk paa det ømmeste Sted: Pungen. Havde man f. Ex. holdt Bryllup for sin Søn eller Datter paa den forbudne Tid i Aaret, maatte man betale 3 Ører i Bøder til Biskopen; var Ens Veistykke ikke holdt i ordent-
