Danmark lige til ud i Oktober 1541, da han vender tilbage til Norge som evangelisk Superintendent.
For det andet ser man, at Peder Hansen har i Egenskab af Hevidsmand paa Akershus indført ham i hans Embede samt indrømmet ham til Residents et eller flere Rum i den katholske Bispegaard (om denne se Nicolaysen, Fornlevninger, Pag. 35 og 730). Her boede da baade han og hans Eftermand, indtil Frants Berg opslog sin Residents i Dominikanerklosteret (Lange 2, Pag. 432). Interessant er det at lægge Mærke til, at Kongen endnu ikke er fri for at nære Mistanke til Hans Reff; han paalægger jo Peder Hansen at have Tilsyn med, at han ikke foretager „hemmelige Befæstninger“ i Bispegaarden. Trods al sin Loyalitet og sine høitidelige Løfter er han dog mistænkt for muligens at kunne finde paa at sætte sig op mod den nye Tingenes Orden.
Endvidere ser man, at Hans Reff til sin Underholdning har forlangt «Gjæsteri“, en Begjæring, der dog ikke imødekommes, idet Høvidsmanden tilholdes at skaffe ham „anden Hjælp“. Det „Gjæsteri“, hvorom her er Tale, er sandsynligvis den saakaldte Landboveitsle, der med tvivlsom Lovhjemmel opkrævedes af Bønderne, og hvorom der oftere er Tale baade i Lensregnskaberne og i Rigsregistranterne. (Se Samlinger I, 203. Norske Rigsreg. I, 159, 197, 235. II, 79, 21, 131. Paus II, 412 cfr. II, 188).
Fremdeles bemærker man, at Hans Reff strax efter at have tiltraadt sin nye Stilling har sat sig i Bevægelse for at bringe Orden i de kirkelige Institutioner i Oslo. Det bekræfter sig ogsaa her, hvad vi ved om ham fra hans katholske Periode, nemlig at han var en Mand med Initiativ. Vi ser af nærværende Kongebrev, at han strax efter sin Ankomst til Oslo Høsten 1541 har begyndt at drage Omsorg for at faa istand en Latinskole til Uddannelse af Prester. Enten har da han eller Peder Hansen henvendt sig til Kongen i denne Anled-
