ning, og denne giver da nu Ordre til, at Dominikaner-Klostret skal indrettes til Skole snarest muligt. Dette er da saaledes første Gang efter Reformationen, vi hører Tale om dette Kloster. Den „Halvtiende“, som Kongen tillader at anvendes til Skolens Istandbringelse, er visselig den samme Halvedel af Kirketienden i Oslo Stift, der i 1538 blev anvist til Halvardskirkens Restauration (Norske Rigsreg. I, 56). Hvor alvorligt det laa Kongen paa Sinde at faa Skolen istand, sees noksom af vor Skrivelse.
Man maa vistnok antage, at Hans Reff virkelig har faaet Skolen sat i Gang; formodentlig bar Begyndelsen her i Oslo været ligesaa tarvelig som i Bergen, hvor Skolen vides at have begyndt med en Lærer, Skolemesteren eller Rector. Den første nu kjendte Udvidelse af Oslo Skole foregaar da under Hans Reffs Eftermand Anders Madsen i 1546, idet en Lector eller Læsemester da blev ansat, og denne fik sig anvist baade Bolig og Læserum, Lectorium, ligeledes i Dominikanerklostret (Rigsreg. I, 87). Denne Udvidelse er da ganske analog med Bergens Skoles (Norsk Saml. I, 12 og 16). Hvem der var den første Lector theologiæ i Oslo Skole, fremgaar af følgende. I 17549 blev som bekjendt Jon Anderssøn Læsemester i Oslo. Af et Kongebrev, dat. 20de Aug. 1550, erfarer man, at da Læsemesteren Mag. Jørgen døde, havde Oslo Kapitel tilegnet sig den ham tillagte Rente. Denne Mag. Jørgen, om hvem jeg for Tiden ikke ved noget nærmere at berette, maa da have været Lector fra 1546–49.
Der tales i nærværende Kongebrev foruden om at „bygge“ tillige om at „opholde“ Skolen, hvilket sidste Udtryk vistnok maa forstaaes om Underholdning til Skolemesteren, i hvilken Henseende Kongen giver Henvisning til „Vikarier og andre geistlige Len“, eller Domkapitlets Præbender. Af disse har nok den første Skolemester dog intet andet faaet end den saakaldte „Portio scholæ“, der i den katholske Tid var tillagt
