mændene have, at de ligge hos Presterne, naar de drager i Lenet.“ Det fremgaar heraf klart, at „Gjesteriet“ ikke er andet, end hvad der paa andre Steder kaldes „Visitats.“ I den katholske Tid havde Biskopen Ret til at ligge et bestemt Antal Dage med et bestemt Antal Mænd hos hver Sogneprest, naar han visiterede i sit Stift. Ved Reformationens Indførelse, da Kongemagten tilegnede sig de katholske Biskopers Rettigheder, kom da dennes Repræsentanter, Lensmændene, i Besiddelse af denne Ret til med sit Følge at lade sig underholde af Sognepresterne, naar de reiste omkring i sine Len. Undertiden ser man ogsaa, at Sognepresternes Forpligtelser i denne Henseende er bleven ansat til en vis Sum af Penges Værdi, der tilfaldt Statskassen (Rigsregistranter I, 116).
Efter dette gaar jeg over til at meddele de nye Oplysninger, som Extrakterne indeholder.
Vi faar saaledes Besked om, at Dominikanerklosteret i Oslo, der foreslaaes ombygget til Latinskole, var endnu saavidt istand, at Murene af Klosteret selv fremdeles var i Behold, medens Klosterkirken var nedbrudt.
Endvidere oplyses vi om, at Mariakirken i Oslo, der længe havde været brøstfældig, „bliver dagligen værre.“ Om Hamar Domkirke heder det, at den er „lidet nyttig“, da Folket for største Del søger hen til Sognekirken (Vangs Kirke). Fremdeles faar vi Underretning om, at Peder Hansen har „indført“ Hans Reff som Superintendent i Oslo Stift saaledes, at han havde sammenkaldt Stiftets Geistlighed til Oslo og her for denne Forsamling fremstillet ham som den af Kongen beskikkede evangeliske Tilsynsmand over Stiftet. Paa lignende Maade skulde man ogsaa gaa frem for Hamar Stifts Vedkommende.
Om de kirkelige Forhold i begge Stifter faar man Oplysning om, „at der er mange Kirker, som der er ingen Prester
