til.“ Fremdeles ser man, at der indtil 1542 var bleven holdt Gudstjeneste paa katholsk Vis i selve Oslo, end sige da paa de øvrige Steder inden de to Stifter. I Oslo Domkirke havde der indtil 1542 været 4 Kordegne og 4 Korprester, i Marikirken 4, i Hamar Domkirke 6–8, „som oplærtes i Sang og Læsning“ og derpaa blev Sogneprester paa Landet. Om Oslo katholske Domskole faar vi den interessante Oplysning, at den fremdeles var i Gang, om den end befandt sig i en hensygnende Tilværelse. Der var i Skolen circa 16 Børn, som „lære deres Donat og andet.“
Angaaende Hans Reff faar vi Underretning om, at han ved den ovenfor omtalte Forsamling af Oslo Stifts Geistlighed „forkyndte Ordinantsen for alt Klerkeriet.“ Den katholske „Sang og Læsning“ i Oslo Kirker, som Hans Reff nu fandt „liderlig“, afskaffede han strax, idet han indførte den i Ordinantsen foreskrevne „Korsang.“ Han kan saaledes i 1542 indberette til Kongen, at „nu er alting ordnet med Sang og andet“ efter Ordinantsens Lydelse, ligesom han ogsaa lover, at han ikke vil spare „Flid og Umage med Religionen, som hans Embede medfører, at det med Guds Hjælp skal faa en ren Fremgang.“ Som Hans Reff i sin nye Stilling er ivrig, saa er han ogsaa meget optimistisk.
Hvad der ligger ham mest paa Hjerte, det er at omforme den gamle Domskole til en god Latinskole, skikket til at uddanne Prester for begge Stifter, hvor der herskede en Prestemangel, der snart vilde blive end mere følelig. Hans Reff har store Planer fore i Henseende til at „oprette en god Skole.“ Han har „bestilt“ en „lærd Skolemester“, og foruden Hørere – Lokater – tænker han paa at ansætte ved Skolen „en lærd Theologus“ som Lector eller theologisk Docent. Han antager, at man vil faa baade lærde Skolemænd og dygtige Prester, dersom Kirken faar beholde sine Kanonikater og Vikarier, saa at Kirkens Tjenere i Oslo kunde
