lige Hallingdal og Valders. De to Dele, som Stiftet saaledes bestod af, blev forbundne til Et derved, at de to Hardangerske Sogne Røldal og Eidfjord var blevne henlagte til Stavangerbispens Omraade, saa at han da ikke behøvede at drage igjennem sin Bergenske Embedsbroders Territorium, naar han fra det indre af Hardanger skulde over Vidderne drage paa Visitats til Hallingdal og Valders[1].
Oslo Bispedømme faldt omtrent sammen med det nuværende Kristiania Stift, naar man trækker fra Ringerike og Hallingdal og lægger til Solør og Odalen, nedre Telemarken og Bamble samt det senere til Sverige afstaaede Landskab Baahus Lehn.
Sammenlignet med det nuværende Stift af samme Navn manglede Hamar Stift Solør og Odal samt Valders; istedet herfor omfattede Bispedømmet hele øvre Telemarken, det saakaldte Skatland, tilligemed Numedal og Ringerike, hvorved de to store Dele, som Stiftet bestod af, blev samlede til Et.
Bispedømmerne var inddelte i Prestegjeld. Med Hensyn til denne Inddeling skal jeg bemærke:
1. Som Følge af, at Norges Folkemængde i Tiden nærmest før Reformationen ikke gaar synderlig op over 300,000 Indbyggere[2], er Antallet af Prestegjeld og Sogneprester betydelig mindre end nu, idet de enkelte Parochier har en saa meget større Udstrækning.
2. Ikke desto mindre er Antallet af Gudshuse – Kirker og Kapeller – inden de respektive Prestegjeld paa mange Steder i betydelig Grad større end nu. Jeg skal eftervise dette med et Par Exempler.
Hadeland, som nu er delt i to Prestegjeld – Gran og Jevnaker – bestod i den katholske Tid blot af 1 Sognekald.
