for Hellighed, havde derhos ikke ringe Indkomster i de Gaver, der tilflød dem fra fjern og nær fra Folk, der i sin Nød havde gjort Løfte om at give saa og saa meget, og som paa denne Maade vilde give Gud Vederlag for modtaget Hjælp.
Hver Kirke var og maatte være indviet til en eller anden Helgen. Vedkommende Kirkes Indvielsesdag var en stor Festdag for Sognet. Den altid og allesteds saa paafaldne „Kyrmøsse“ var ikke blot en kirkelig Høitid, men ogsaa en Folkefest og en Forretningstermin[1].
Foruden de nødvendige kirkelige Redskaber, som ethvert Gudshus maatte være i Besiddelse af, havde de rigere Kirker i Byerne efterhaanden samlet sammen en stor Mængde af uvurderlige Kostbarheder, som f. Ex. selvbeslagne Helgenskrin, guldbeslagne Processionskors, Kalke, Monstrantser og Røgelsekar af Guld og Selv, Bøger beslagne med Sølv og besatte med Edelstene og Perler o. s. v.[2].
Men for dem, der endnu havde noget tilbage af katholsk Religiøsitet, maatte dog de Relikvier, som Kirkerne var i Besiddelse af, staa som de største Kostbarheder. Foruden de Helgenlevninger, der fandtes og maatte findes i ethvert indviet Alter, besad flere Kirker en stor Rigdom paa Relikvier. Ved Undersøgelsen af St. Svituns Skrin i Stavanger Domkirke 1517 fandtes der foruden 8 af Biskop Hoskold hjemførte Relikvier og foruden Ben af Helgener, hvis Navne man ikke kjendte, hele 21 større eller mindre Levninger af Helgeners Legemer eller Efterladenskaber. I Throndhjems Domkirke hvilede Kong Olaf og Biskop Eystein hver i sit Skrin, i Oslo Domkirke St. Halvard. Levninger af Herrens Tornekrone opbevaredes baade i Apostelkirken i Bergen og Mariakirken i Oslo[2].
