Som ung man sat jeg og lydde på hardangerfelens hallinger, slåtter og gangere med dyp vemod; det gik mig, som når jeg læste sagaerne, kæmpeviserne, eventyrene eller færdedes blant folket, at det så ofte klagede i mig over, hvad vi hadde tapt. Jeg sat der og lydd og så den overgrodde kirken, en skytter fant ved at hans pil traf klokken, så det tonte utover de snelagte åser fra det glemte. Eller jeg syntes, jeg lå over båt-rælingen og stirte neri sjøen efter storklokken, som sank der, dengang fienden vilde flytte den; storklokken var den herligste, nogen hadde hørt; men den vilde ikke bort, ej heller vilde den op igen. Jeg kænte det som sunket, vort gamle liv med sin hjemlige skønhed.
Og da svor det i mig, at det skulde op igen, — og som jeg, så kammeraterne.
Men jeg husker så tydelig, at hværgang hvisket det i mig: altsammen kan vel ikke komme op igen?
Dengang hadde jeg ikke rejst, og jeg kænte ikke til, at slik sitter den ævnerikere del af ungdommen i de fleste land; — for de fleste har noget, de har tapt, og altid synes netop dette det herligste. Vi har alle en drift i os til at lægge paradiset bak
