man hører bonden gennem hans engelsk; likevel er han en af Englands største talere, og han blir minister.
Hos os kan bonden ænog ubryd i hvær samling tale sit eget bygdemål. Så at for den saks skyld, at bondens mål har en ældre form æn dannelsens, og at det faller vanskeligt at nå op i dannelsens, behøver ingen at tænke på at kvæle dette.
For et utrængsmal, og for en fejltagelse!
Jeg forstår nok den glæde, bondemålstræverne har af sit mål. I sig selv er det næppe tegn på sundhed at bli forelsket i sproget, vi er født i: dertil lever vi for dagligdags og husvant med det. Der må forfølgelse eller undertrykkelse til for at vække kærligheden. Jeg kan ikke minnes, at mine kammerater eller jeg selv nogen tid har været forelsket i vort mål; men jeg skønner, som sagt, at bondemålstræverne kan ha kærlighed til sit. Når en ung man ovenikøpet kommer i det tilfælle en vakker dag at vågne som apostel for „en stor sak“, for „en folkeopgave af øverste rang“, og kan så let komme til det som ved at læse lite grammatik, skrive nogen stiler og holde Fedraheimen og kanske skrive i den med, — gud, hvor glad en da må bli både i sig selv og i målet! Om de under „strævet“ med det vinner noget at sektérens „store tro“, noget af hans „urimelige kærlighed“ og ser ner på os andre som unorske og fattige, lad gå! Men når de kaller kærligheden til Ivar Aasens „generalnævner“ for kærlighed til „målet hennar mor“ (som pokker ikke er „målet hennar mor“!) og skaper sig, som var det gamle Ivar Aasen, der hadde ligget i barselseng med dem, vugget dem og vænnet dem af og lært en telemarking telemarkisk, en valdris valdersk, en sogning sogne-
