Deres store numer er, at tvelydene og de hårde konsonanter kan ikke skilles i Norge; de er bægge for norske til det; om det nogensteds har sket likevel, så er det bare undtagelser, og dem ænser man ikke. — Nej, når så stor del af Norge ikke længer får lov at høre Norge til, så gudbevars! Men sanheden er nok ellers den, at både tvelydene og de hårde medlyd er „norske“ på samme måten, som de engang har været både „svenske“ og „danske“, og at somt er slitt væk og annet holder på at slites væk; slev i vore bondedialekter er tegn til det; der siges i mange „målbygder“ ikke længer „braud“, men „brød“, ikke længer „dau“, men „dø“.
Når vort talesprog likesom svensk (hvor også bygdemålene ænnu sitter igen med tvelydene) har tapt dem, så er dette hværken „unorsk“ eller „usvensk“; det er fræmgangsvejen. De hårde medlyd stryker nok også engang delvis med.
Når bondemålstræverne mener, at på tapet af tvelydene blir vi „svenske“, er det ikke uten skadefryd, at jeg citerer den højeste svenske hjemmelsman i æmnet, professor Lundell. Efter at ha sagt, at det norske landsmålet står svensken nærmere æn den norske dannede tale, føjer han til: „sålunda arbeta de norsk-norske för amalgationen, naturligtvis i from okunnighet om, hvad de göra.“
Efter de prøver, jeg har set på svenske bygdemål, skønner jeg, hvorfor svenskerne i vor „general-nævner“ ser „noget almueagtigt, som vil ovenpå“. Og det er ikke sundt at bli set således på af dem, som vi skal hævde vo like ret imot.
Videre fortæller Lundell os, at det svenske bygdemål, som sansynligvis i sin tid blev ophøjd
