Kanske tør jeg også nytte lejligheden til at stoppe den legende, som de flinkeste alt har fåt igang, at jeg har kallt bondemålstrævet det tåpeligste og unyttigste arbejde i landet. Det var om strævet med at få „generalnævneren“ op til landsgyldigt fællesmål ved siden af det, vi har, at jeg sa det. For det skønner da et barn, at det må bli til skade for dette, og likesom at ville tappe blodet af det. Således kan et folk på snaue to millioner ikke bære sig ad. Men om selve bondemålstrævet og om, at bondens barn skal begynne med sit bygdemål i skolen, har jeg altid talt i de mest rosende ordelag.
Samme numer af Dagbladet, som mit siste opsæt stod i, hadde også et stykke („ein stubbe“) fra J. E. Maakestad, kallt „Skotring i Søndre Bergenhus“. Lad os nu sætte over for hværandre hans opsæt og min ordrette afløsning og se, om her er „to sprog“, eller samme (same) sprog med ældre og yngre former.
Maakestad nedlægger insigelse mot noget, som har ståt om „skotringen“, og skriver:
