sine pappenheimere så godt, at al redegjørelse fra andres side for ham er overflødig.
Annerledes ær det med noget, som i tiden ær senere æn bokens trykning. Dær får jeg på stedet gjøre rede for, hvad jeg siger dem på, og dærtil nytte en del av det rum, som ær opsparet før ved de gjorte henvisninger til „Hvem skal vinne?“.
1. Den første anke, min bok tar fat på, ær den, at de stadig har villet synkværve folk for å få dem bort fra den gamle tro, at norsk, dansk og svensk i grunnen, i hoveddragene og en god del til, ær et og samme, mål, og over på et nyt standpunkt, et, som målstræverne hadde mere bruk for, så de nl. kom til i nordlandene ikke bare å se ét, men tre mål, og fik øje for, at det særlig mellem norsk og dansk ær et bunløst, et svælgende dyp, som tilmed ær så bredt, at det ær umuligt å få bygd bro (ɔ: det dansk-norske målstræv) over fra bred til bred. Selv nu, i den seneste tid, har de jo i Dagbladet frisket op denne lære, at norsk ær et annet „Sprog“ æn dansk.
Hærmed hænger sammen, at de har misbrukt finnernes stræv mot svensken, flamlændernes stræv mot fransken m. m. til retfærdiggjørelse av sit stræv i Norge, ænda de måtte vite, at dette var å forvende sanheten. At andre gjorde dem var på lærens vranghet, hjalp ikke; for de kunde jo ikke undvære samme vranghet!
2. En annen anke mot dem ær, at de engang utgav det dansk-norske stræv for uten værd, jævnført med deres eget, av den grun, at det bare gik ut på noget formelt, på „nokre bokstavar“, p—t—k osv., og ikke på kjærnen, på ordforrådet, på fordrivelse av „danskens“ fræmmedord, noget,. som altså dengang skulde være
