å hålde strævet gående med kytord om deres mange sejrvinninger og sjælefangster og store tilslutning fra folkets side har været den, at uten å vække så store voner for „Maalet hennar Mor“ kunde de ikke vænte å få pænger av folkets kasse til Stipendiar og Maalskular, Maalkursar og Bibelumsetjingar og Kjøp af „Noregs Soga“, like så litet som til å halde hele tre Maalprofessorer: Aasen, Ross og Moe.
Til deres småljugingar for dette øjemed hører også, at de i mange år brukte B. Bjørnson som lokkemat, som om han var deres håndgangne man, og like så Arvesen, ænda de så inderlig godt visste, at dette ikke var sant. Men nødløgn skal vel være tillat, når en ej kan klare sig på annen vis? For leve må en jo, og da helst nogenlunde godt også.
6. Og så forfølgelysten; den ær jo uadskillelig fra al ovhug, alle Fanatikere, som skyggen fra legemet. Et enkelt vitnesbyrd fra den seneste tid får være nok hær, nl. et opsæt i deres „Moniteur“, målbladet Fedraheimen (22—12—86). Dæri bl. a.: „Eit Vinstreblad, som nektar å taka inn norske stykkje (på „Maalet“ altså), siglar under falsk Flagd ... og bør utan videre, segjast upp“. Av Høgreblad vænter de naturligvis aldrig annet æn det, som vondt ær. Men hvært Vinstreblad ær jo selvskreven målven, om det æn ikke selv bruker „Maalet“ og således ær „aktiv Maalstrævar“! Og ær Maalvennen utro, ær han fædrelandsforræder under sit falske Flagd, så bør han tynes, des før, des heller, om ej ved krud eller dynamit, så i alle fal’ ved sult. Og hvorledes gik det ikke målstræveren O. J. Høyem forleden? Han hadde i sine målskrifter avveket i „nokre bokstavar“ fra målkirkens „Konfessjon“ eller bokstav-lære. Dærfor kunde hans straf ikke bli mindre æn bansættelse, utstøtelse av de rettroende „helliges Samfund“, ɔ: han kom ikke in i den Mortenson-Garborg’ske målbibel, i deres „Lesebok“.
