pågjældende uttalelser av målmansflokkens ledere og høvdinger. Det får da bli så kortfattet som muligt.
1. Først blir da en uttalelse av hr. H. Ross å nævne, så meget mere, som det vistnok mest ær den, som senere har gjenlydt fra de mange andre. Den står i min siste bok s. 44: „sprogets ånd er i formen, ordformen, bøjningsformen, sætningsformen“. Se hans skrift „Maalreisningen“ (1878), s. 5. Denne „mageløse Opdagelse“ — for å tale grundtvig’sk — måtte da i røde rappet utbasunes mot alle værdenshjørner, også ved rejser og muntlig målføring. I kraft av denne lære har hr. Ross bl. a. kunnet avvise den gamle mening om engelsk, at det ær et blandingsmål (med ²/₇ innenlandsk og ⁵/₇ fræmmedt ordforråd, ær det jo sagt). Når det næmlig „kjem ann“ på det formelle, når bøjnings- og andre former ær „Hovudsaki“, og ordforrådet, „Innhaldet“, som ær støpt in i formen, kan på lag sættes ut av hensyn, da blir vistnok engelsk ikke noget blandingsmål; ti formerne ær jo unægtelig engelsk-germanske, ikke fransk-romanske.
2. Side 42 i „Hvem skal vinne?“ har jeg trykt op igjen et utsagn av præsten Bårthveit i Romsdalen, som allerede ær vitterliggjort i min „Norsk blandkorn III“, s. 341: „framande ord kan gjerast til vårt eiget ved at støypa dei i norsk form“, ɔ: ved å deklinere og konjug. m. m. på norsk. Følgelig blir t. d. det græske synkretist til norsk ord, når det blir iført skikkelse av s..tistar (flertal) eller s..tisten.
3. Denne B.s Mageløshed slår Fedraheimen 3-11—83 selv yterligere fast i en fræmstedelse av en bok av samme Bårthveit. Bladet fortæller, at B. inkje hev voret rædd Ord fraa andre Spraak. „Men“, lægger det til, „daa han bøygjer deim etter norsk Tunga, so vert Maalet likavel norsk, likso visst, som Dansk er og vert Dansk, um ein tek inn norske Ord og bøygjer deim etter dansk Tunga“. Se min siste bok s. 189.
