læse ut av sine tyske bøker og tillæmpe i sine tyske stiletimer.
I Danmark har de jo også en landsgyldig uttale, ænda heller ikke den ær uten sine svakheter. En av disse har jeg fl. g. vedrørt før. Nogle uttaler nl. en række av ord, som i boken ender på -om, som -åm, andre efter bokstaven som -om: Blom som Blåm eller Blom (med o-lyd). Således med Tom, Tromme, Lomme, Bom, om, som.. (und-ta Vom, komme). Hærom siger prof. Rovsing, at uttalen med o — som altså faller sammen med den innelandsk-norske — ær den ægte danske, mens den med å-lyd (Blåm) egentlig ær kjøbenhavnsk. Men denne ær det dog netop, som fin-fine normæn vil hævde som den rette, for sig og andre finsmagere da, idet de overlater o-uttalen til sin simple, ufine, „mindre fremskredne Landsmænd“. Disse våre hjemme-dansker har jeg imidlertid forehålt, at de i grunnen for så vidt ær mere danske og mindre norske æn (flerheten av) de danske selv.
Hvad det dog hær „kjem ann paa“, som det heter paa „Landsmaals“-tysk, ær ellers dette, at også danskerne har to uttaler hist og hær, men likevel mægtelig en dansk landsgyldig tale, — som da skolerne lærer fra sig.
Også Sverige har som Frankrike et akademi til å passe på „svenska språket“ og bl. a. avgjøre om ret og uret i uttale og „retstafning“. Dets arbejd ær da på lag som det franskes. Det tror å måtte jævnlig stritte imot og hålde igjen, hævde det gamle som det ægte og fine, selv om det for folk flest høres eller ser ut som stift og sært, søkt og sprænglærd („pedantisk“). Men folke- eller mål-ånden stræver jo stadig hen imot det mere næmme og letvinte, avkorter, hvad som ær for langt, og hjælper sig med færre midler, færre stavelser el. bokstaver, æn hittil vanligt først i lydmålet, siden, til samhøve med dette, i bokmålet. Overgangen
