fra før til siden medfører da naturligvis også dær tviuttaler, intil den yngste av hvært par av slike om en del år får overhånd. (Se hærom mere i den svenske mållære i L. K. Dass sv. ordbok, forrest i bind 1). Vi skjønner av uttalslæren dær, at i en ikke så fjærn fræmtid vil mange uttaler, som nu gjælder for vårdsløse, slurvede og ufine, og dærfor ej blir vedkjænt i fint lag, arbejde sig op og bli lyst i kul’ og kjøn av selve „Nordblæsten“ (Noblessen).
Om vi tør nok lægge til: like så hos os hær hjemme. Dærfor bør våre skoler ej være for snare til å utmønstre uttaler, som nu synes å ligge for lågt (lavt), men la en del slike være et åpent spørsmål for det første.
Jeg, K., har aldri falt på å nægte, at vår landsgyldige tale for en del ænnu ær tvi-foldig, ær like som kløvet i to og to. Ja, jeg har jo des mere netop tat tvifåldigheten til utgangspunkt. Hadde nl. alle sagt t. d. bøde, bage eller alle sagt bøte, bake, så var jo enheten alt funnen, allerede til stede, og al granskning således overflødig. Men nu hørte vi jo bægge uttaler side om side, ja ofte fra en og samme tunge. Altså måtte det først avgjøres, hvilken av de to og to var den beste, særlig fra norsk standpunkt, som nu må bli et annet, æn da vi bare var et dansk landskap, som Fyn, Jylland eller Skåne. Og når så den rette tale var funnen arbejdes fræm til mere og mere utbred sankjænning, „Anerkjendelse“. Og så? Ja, da var ænnu det sværeste arbejd igjen, å få det hele folk til å leve efter denne rene eller renskede lære. Et ær å kjænne sanheten, et annet å følge den i livet. Og det går ikke altid let, vist ikke engang for selve dens opdagere. „Dagbladet“ har dærfor unægtelig ret i, at selv hos sådanne, som „med Bevidsthed søger at følge Knudsens Princip“, ær uttalen „endnu inkonsekvent“.
