på lang avstand, nok engang skal vinne prinsessen og
halve — nej! naturligvis hele — riket! Men om
sværmeren gjælder det iblant, hvad sagt blev i sin tid
om Tyge Brahe: på himmelen — hær: på ideen —
kan Vigfus kanske være den klokeste kloke, men på
jorden dærfor gjærne være et nar, (som frister et
„tåpeligere og unyttigere arbejd“ æn nogen annen).
B. B. hadde under målstriden i 87 påståt, at vårt
bondemål i grunnen ær ét med vårt dansknorske
bokmål. Dagbladet (19—6—87) påstår, i egenskap av
forfægter av det norsknorske stræv, imot ham, at
dansk og norsk ær to mål og ikke et, og mener, at
denne dets „Paastand er Videnskabens“[1] (hughejlt
uthævet av Dabl.).
Vil så nogen vite, hvor og når „Videnskaben“ har slåt den lære fast, svarer Dagbladet: „Vi ber Hr. B. B. læse Forordene i Løkkes Grammatik“, — „altsaa Udtalelser af en af Bondemaalstrævets aller ihærdigste Modstandere“. Hvad hær er kalt L.s Gram., må forstås om hans „Modermaalets Formlære“. Med „Forordene“ må være ment ikke hans „Fortale“, men den
- ↑ Da de norsknorske for en halv snes år siden hadde gjort den lykkelige opdagelse, at når Norge fik iført sit mål, sine ord, norske former, så var målet i sin helhet norsk, hvor meget det så æn var proppet med fræmmedord: også da hette det med samme sejersalighet som nu, at dette var „Videnskabens“ vitnesbyrd. (Se hærom i min bok: „Hvem skal vinne?“). Men hvorledes gik det, da dette vitnesbyrd skulde underkaste sig en ordentlig „Examen“?
