funnum, både fundinn (Noregr) og funninn. I rektor Lunds „Ordbog“ (1877) over ældste dansk intil år 1300 blir de hær pågjældende ord opført med ll og nn som i den oldnorske ordbok. Således (at) fallæ, kallæ, finnæ, man, mans, mæn, mæns, men så igjen gjaldæ, haldæ, bindæ, bondæ; gl. n. gjalda, halda, binda, bóndi. Løkke opfører som prøveord med ld for 11: falda, som dr. Lund ikke vet noget om. Dette „falda“ hos Løkke vækker mistanke om nogen løshet i „Videnskaben“ hans, mistanke om, at han har inbilt sig, at de nyere, uhistoriske d’er efter l og n i dansk — som jeg i tretti år har gjort hærjetog imot — virkelig engang var selvgrodde el. organiske i vårt sydlige brorland! (Hans bok kom ut 1855, min „Haandbog“ året efter). Han må da nok ha sluttet til bake fra ld, nd i nydansk til ld og nd i „Olddansk“, fra falde til et falda.
Han har dog ret i noget. Det „sandr“, han har, mot gl. n. „sannr“, finnes nok, men bare når r følger nær efter n. Denne d ær dog bare inskut for vellydens skyld, på lag, som når vi siger Fæn-d-rik, Hen-d-rik, min-d-re og n. og sv. an-d-re, i st. for Fæn-rik osv. n og r vil ej ret forlikes som naboer.
Lunds ordbok fører op „sandær“ og „san“ (det siste altså uten påfølg. r). Men nedenfor, i selve (ordboks-)opsættet, har den „sat“ og „sant“ (ikke „sandt“). „Han vet san væræ“; „sannæ iartægnæ“; „spør man han san døthæn“; sannær (ɔ: sandere).; sannæ mæn.
2. „Afvigelsen“ nr. 2 skal være, at olddansk ikke, som gl. n., „assimllerer“ ng og nk til kk: sprang t. d. ikke til sprakk, synke ikke til sykke, enkja ikke til (gl. n.) ekkja. (Lund har ænkæ, ikke enkja, en form, som Løkke vel altså har ment å kunne tillægge det danske ord, til likhet med den gl. norske form.) Men også hær ær „Forskjelligheden“ bare noget mere eller
