Men naar Skolen holder sig til de Punkter, hvori Fobedringer,
som Tænkningen eller Videnskaben har bragt
paa Bane, allerede have faaet temmelig mange Tilhængere
i Litteraturen, da kan ikke engang Discipelen, end sige
Læreren være udsat for at forvilde sig, hvad Retskrivningen
angaar, fordi om han opgiver den gamle Retskrivning
som Helhed betragtet og gaar over til Udtalens, den nyere
Retskrivning. Thi naar man efter Udtalen nedskriver f. Ex.
Ordene Kateket, Teolog, Filosof, Kvinde, Kanal, vokse,
Prinsip, Sentrum, Sefyr, Nasjon, Sjeni, Sjokolade, Sjarlatan,
da er det temmelig let, endog efter Følelsen, at
udpege de Ord hvor den nyere Skrivemaade er ung og
saaledes fra Skolens Standpunkt uberettiget, og at
adskille dem fra de Ord, hvor den nyere Skrivemaade er saa
almindelige, at Enhver ser den for sig hver Dag.
Saaledes er det ogsaa let at kjende de Tilfælde med stumt e i Substantiv, Adjektiv og i Præsens af Verdernem hvis e længe har været udpeget i vore grammatiske Lærebøger som stumt, og hvor man længe og almindelig har været vant til at undvære det i Bøgerne, fra visse andre Tilfælde, hvor e først i den senere Tid og endnu kun af Faa er erklæret for stumt, f. Ex. i Imperfektum og Supinum af enstavelses svage Verber (troede, syede, strøede, troet, syet, strøet o. s. v.). Disse sidste e’er regner altsaa Skolen ikke for stumme endnu. Enhver ved godt, at tro! tror! (jeg) tror, se! ser! (jeg) ser, uden e efter o og e, er ganske sædvanligt i vore Bøger, men at trode, trodde, trod, set, faat, gaat, staat, slaat endnu ere sjeldne Skrivemaader i Sammenligning med de foregaaende.
I Henhold til de her anførte Grunde og Betragtninger tilladder.... sig at foreslaa, at Skolerne fra nu af fritages for det betydelige Arbejde, der er forbundet med Indøvelsen af stumt e, af fordoblet e, i og u, af ch, c og q som Tegn for k, af ph for f, samt at j godkjendes i Tvelydene istedenfor i, og at altsaa Kirkedepartementets Skrivelse af 8 August 1838 sættes ud af Kraft, hvad de
