Gapen, Braaten, Sut, Laat o. s. v. Blev denne sidste Forandring tilligemed smaa Forbogstaver og Udslettelsen af de falske d’er efter l og n (som Svenden, hende, kalde, falde for Svennen, henne, kalle, falle) fuldt gjennemført, da blev Skriftens og Talens Overensstemmelse omtrent ligesaa stor i vor Tid igjen, som den var i det ældste Danske, og da blev det omtrent lige saa let at lære at læse det Skrevne rigtig op efter Bogen samt at skrive det Sagte rigtig ned efter Øret og Udtalen, som det var i Sprogets ældste historiske Tid, og saa vare Lærlinger og Lærere fri for overordentlig megen Tidsspilde og forholdsvis unytting Møje og Fortræd i Skolerne.
Denne sidste Betragtning, nemlig at Kunsten at læse og skrive er ved overflødige og vildledende Bogstaver samt etymologiske Hensyn gjort langt vanskeligere, end den efter Sagens Natur behøver at være, synes at maatte gjøre Retskrivningen til Gjenstand ogsaa for Skolens Overbestyrelses Opmærksomhed.
I lang Tid betragtede man nemlig Retskrivningen alene fra den videnskabelige Side, og Forbedringspartiet forkastede saaledes vistnok mere eller mindre af den “gamle” Retskrivning, men kun som videnskabelig ufuldkomment, som mindre vel svarende til Øjemedet, det Øjemed nemlig, at give en tydelig og nøjagtig Forestilling om, hvorledes det Sprog lyder, som Skriften paatager sig at afbilde og gjengive. Først for kort Tid siden har man her i Landet, men senere ogsaa i Danmark, begyndt at de Retskrivningsstrævet fra et pædagosisk og praktisk Standpunkt. Man er bleven opmærksom paa, at alt eftersom Retskrivningen bliver belemret med flere Bogstaver og med andre Bogstaver, end Lydsproget fordrer, og den saaledes bliver vilkaarlig og, bedømt fra Videnskabens Synspukt, urigtig, bliver den og vanskeligere at lære, altsaa upraktisk, idet den hvert Øjeblik forlanger, at der skal skrives Et, hvor der siges et Andet, og omvendt ved Læsning gjør det nødvendigt at sige Et, hvor der er skrevet et Andet.
