har forladt legemet. Men han har ikke ladet det sige eller skrive; derfor vil han heller ikke have det trot. Jeg kjender dog nok en anden skjærsild, men om den er der intet at lære i menigheden og heller ikke at drive paa med skrifter eller vigilier mod den.
30. Det at paakalde helgenerne har andre angrebet før mig, og min synsmaade og tro er det nu ogsaa, at vi alene skal paakalde Kristus som vor midler — det vidner skriften, og det er vist. Om paakaldelse af helgener findes intet i skriften; derfor maa den være usikker og ikke til at tro paa.
31. Salving med olje lod jeg staa, om den blev brugt efter evangeliet, Mrk. 6, 15 og Jak. 5, 14; men at gjøre et sakrament deraf, dertil er ingen grund. For ligesom man istedenfor vigilierne og sjælemesserne vel kunde holde en prædiken om døden og det evige liv og saaledes ved begravelsen bede og betænke vor ende, som det synes, at de gamle har gjort, saaledes vilde det ogsaa være meget bra, at man gik til syge, bad og formanede, og hvis man desuden vilde stryge ham med olje, skulde dertil være frihed i Guds navn.
32. Om skrifiemaalet mener jeg og ved, at det skal være utvungent og frit, ikke bundet med lovbud til nogen tid, person eller art. Men saa længe som absolutionen (afløsningen) modtages, som den skal, idet den intet andet er end selve Guds ord, saa mener jeg, at skriftemaalet for saadan absolutions skyld er en sund, trøstelig og nyttig ting, hvori en bedrøvet og elendig samvittighed kan søge og finde veiledning, trøst og hjælp. Og at den som foragter det, den foragter Guds ord og er ikke sakramentet værd. Dog er opregning af synderne ikke nødvendig, men det er nok, naar en angiver,
